Direktør inviterede til jubilæumsfest på Hindsgavl Slot
Fredag d. 1. november var SP Technologies inviteret til jubilæumsfest hos “storesøster” Process Engineering A/S. Denne dag var det nøjagtigt 25 år siden, at Poul B. Jakobsen grundlagde Process Engineering A/S. Det blev fejret med reception og en kæmpe fest på Hindsgavl Slot ved Middelfart.
Det er ikke hver dag, at man bliver inviteret til jubilæumsfest, hvor man får lov til at opleve nogle af sine største idoler fra den danske musikbranche på helt tæt hold. Ikke desto mindre var det præcis det, som medarbejdere hos Process Engineering og SP Technologies oplevede, da direktør Poul B. Jakobsen inviterede medarbejdere og forretningsforbindelser fra nær og fjern til reception og koncert i de smukke omgivelser på Hindsgavl Slot ved Middelfart.
Dagens musikalske program under receptionen startede med Bjørn Fjæstad med band, der sørgede for en god stemning som indledning til dagens program. Dernæst indtog guitaristen Jens Julius Teglgaard scenen med sit imponerende guitarspil, der tryllebandt publikum. Herefter blev scenen overtaget af Steffen Brandt fra TV-2, der med sin personlige optræden sørgede for en alletiders oplevelse med kendte sange, som alle kan synge med på. Med sædvanlig smuk og flot sangstemme fulgte Lis Sørensen op og leverede en uforglemmelig musikalsk oplevelse. Dagens musikalske rejse blev afsluttet af Anders Blichfeldt, forsanger og guitarist fra Big Fat Snake, der med sit nærvær formåede at skabe en god kontakt til publikum.
Poul B. Jakobsen havde på forhånd frabedt sig gaver og opfordrede i stedet til, at man donerede et beløb til Børns Vilkår. På denne måde lykkedes det at indsamle et beløb på mere end 60.000,- kr.
Efter receptionen var alle medarbejdere med ægtefælle/partner inviteret til jubilæumsfest på Hindsgavl Slot med tilhørende overnatning og morgenmad. Under festen sørgede det lokale band Barock for, at alle kom ud på dansegulvet.
Sikke et kæmpe arrangement! Tak til Poul og Benedicte for en uforglemmelig oplevelse med suveræn musik og en dejlig fest med alle kollegaer i de flotte og historiske rammer på Hindsgavl Slot.