SP Technologies på firmaudflugt til Odense Zoo

Firmaudflugt til Odense Zoo

Den årlige firmaudflugt gik i 2024 til Odense ZOO, hvor vi sammen med medarbejderne fra Process Engineering A/S havde en uforglemmelig tur trods regnvejr og vådt tøj fra inderst til yderst.

I dagene op til firmaturen til Odense ZOO, holdt vi nøje øje med vejrguderne. Men på selve dagen kunne vi ikke undgå det – regnen silede ned det meste af dagen. Alligevel var humøret højt, da vi blev hentet i bus tidligt om morgenen. Undervejs i bussen til Odense blev vi forkælet med morgenmad, mens de truende regnvejrsskyer blev flere og flere, jo tættere vi kom på Odense.

Kort efter ankomsten til zoologisk have brød helvede løs med torden og regn i stride strømme. Nogen skyndte sig at hoppe på en nogenlunde tør sejltur på Odense Å, mens andre søgte ly i terrariet. Til middag var vi alle samlet til en lækker grillbuffet i et stort fælles telt, hvor vi i løbet af dagen også kunne varme os med kaffe og kakao – noget, som mange deltagere benyttede sig af.

Den største attraktion i haven var uden tvivl de nuttede løveunger og de ret aktive krokodiller. Sidstnævnte viste også stor interesse for børnene, men sikkert af helt andre årsager. 

På trods af det kraftige regnvejr fandt enkelte modige deltagere vej til trætoppene, hvor man kunne udforske naturen fra 12 meters højde. Andre luskede sig indendørs for at varme sig under håndtørreren. Det varme terrarium med skildpadder og slanger blev et populært opholdssted – Samme gjaldt ikke det kølige pingvinhus. 

På trods af regn og vådt tøj fra inderst til yderst blev det en sjov og oplevelsesrig firmatur.

I trætoppene på firmatur til Odense Zoo
Buffet ved firmaudflugt til Odense Zoo